Et stigende antal ledere forventer, at sociale medier frem over bliver en afgørende strategisk faktor i virksomhederne. IBM Notes 9.0 Social Edition er virksomhedernes nøgle til samarbejde og innovation på helt nye måder.

Når IBM sender en ny version af Notes på gaden i foråret 2013, er det for at give lederne i virksomheder og organisationer et strategisk redskab, de efterspørger. Direktørerne (CEOer) har i en nylig spørgeundersøgelse fortalt IBM, hvad de tænker om fremtiden, og tendensen var klar.

”Et voksende antal CEOer forventer, at sociale samarbejds-redskaber er nøglen til deres forretningsudvikling og innovation i årene fremover. De er nødt til at tænke nyt og til at finde ud af, hvordan de skal håndtere de nye muligheder med sociale medier i deres virksomhed. Derfor vækker IBM Notes genklang på direktørgangene,” siger IBM direktør Ed Brill.

”It-teknologien er altafgørende for, hvordan en producent eller en virksomhed når sit publikum i dag. Succes handler ikke længere om at kunne begå sig i betalte medier. De sociale medier spiller en meget stor rolle. Det er her synergien ligger. Derfor har virksomhederne god grund til at overveje om de skal investere i sociale it-systemer, der fremmer samarbejdet.”

Social Edition er ikke Facebook for virksomheder

Overalt i verden efterspørger virksomhedsledere nye redskaber til at lede en moderne virksomhed. Lederne er udfordret af sociale medier som Facebook, Linkedin og Twitter, der har gjort det let for alle at kommunikere – også de ansatte.

IBMs svar hedder IBM Notes 9.0 Social Edition. Men selvom IBM Notes 9.0 er en social version, er den hverken Facebook for virksomheder, Linkedin eller Twitter.

”De medier egner sig ikke til virksomheder eller til at drive virksomhed med. Når du skal lancere et nyt produkt, diskuterer du det ikke i en gruppe på Facebook eller på Twitter. Den snak har du brug for at kunne tage inden for firmaets firewall med al den sikkerhed, der skal til – samtidig med du giver medarbejderne fleksibilitet til løbende at kommunikere med hinanden”

”Det er det, IBM Notes 9.0 Social Edition handler om. Den er rettet mod virksomheder.”

E-mail bliver en del af den sociale strøm

Ed Brill – Foto: Tobias Fonsmark

IBM Notes 9.0 Social Edition ændrer ifølge Ed Brill måden at arbejde på. Den kommende version indeholder, hvad Brill beskriver som en social mailoplevelse.

”Indholdet i en mail handler ikke længere om, at jeg kommunikerer med dig en-til-en. Nu er Notes mere en aktivitetsmanager eller et alarmsystem. Det er en aktivitetsstrøm, der fortæller mig, hvad jeg skal beskæftige mig med eller hvad jeg skal sætte fokus på inden for mit område. Social Edition handler om samarbejde og om at bringe forskellige applikationer sammen i det bedst mulige online arbejdsmiljø for hver enkelt bruger.”

En af nyskabelserne i version 9.0 er et webbrowser plugin, der gør det muligt at have flere programmer og features kørende samtidig.

”Intet er mere end et eller to klik væk. Jeg kommer lettere til flere oplysninger, flere analyser og flere redskaber. E-mails handler ikke længere om bare at trykke send som vi har gjort i årevis. Det handler om at være del af en aktivitetsstrøm.”

Notes virker på tværs af brancher

I dag bruger 50.000 meget forskellige virksomheder over hele verden Notes. IBM Notes er med Ed Brills ord et af de mest horisontale produkter, IBM har i sin portefølje. Notes er hverken udviklet til en bestemt type virksomheder i en særlig branche eller til virksomheder af en særlig størrelse. Notes virker i mindre, mellemstore og helt store virksomheder – og spænder branchemæssigt fra finans- og forsikringsverdenen til sundhedsverdenen.

Derfor har udviklingen af IBM Notes 9.0 Social Edition heller ikke været brancherettet. Den har derimod handlet om to helt andre ting: At forbedre brugerfladen yderligere og gøre web og mobil til de primære brugergrænseflader. IBM fører Notes fra udelukkende at være et mailprogram frem til at være et strategisk redskab i driften og udviklingen af den enkelte virksomhed.

”Vi har brugt de sidste 20 år på at bygge den bedst mulige Lotus Notes-klient. Nu bygger vi den bedst mulige Notes-klient samtidig med vi bygger den bedst mulige webbrowserflade og kobler den med den bedst mulige brugerflade i forhold til mobile enheder. I den nye version har vi taget brugerfladen til det ypperste niveau.”